Nyhedsbrev 07.06.10: Lydteknologisk innovation på Roskilde Festival

Tag med Dansk Lydteknologi på Roskilde Festival

Dansk Lydteknologi indledte sidste år et samarbejde med Roskilde Festival, virksomheder og forskning om at forbedre lydoplevelserne. Vi spurgte publikum på festivalen i 2009, snakkede med eksperter og var i dialog med vore medlemmer hen over vinteren. Vi har sammen indkredset en række muligheder, som vi over de næste år arbejder på at afdække og realisere under overskriften:

’Bedre Lydoplevelser’

I 2010 tager DELTA, Priebe Sceneteknik, Odeon, Hvalsø Teltudlejning og Kibæk Pressenning hul på at skabe en forbedret akustik i party- og festivaltelte. Der er gennemført tests med forskellige materialer i prøveopstillinger og i ODEON teltet ophænges og testes der lyddæmpende materialer.

Oticon gennemfører sit projekt ’Music Forever’ med 50 ingeniørstuderende og 20 medarbejdere, som arbejder med at udvikle og gennemføre målinger af lyden ved festivalens scener. Kan vi udvikle målemetoder og dermed vor viden, så vi får bedre redskaber til at udvikle, designe og styre lydanlæg og akustisk indretning såvel udendørs som i telte?

Disse og flere andre projekter, som kan udvide og forbedre oplevelser og værktøjer for kunstnere, lydteknikere og publikum, er under udvikling, og vi vil sammen med medlemmerne, forskning og virksomheder, arbejde videre med ideerne og erfaringerne fra dette års festival i de kommende år.

Målet er at skabe bedre lydoplevelser for alle gennem innovation.

Innovationsworkshop torsdag d. 01. juli kl. 10-16 på Roskilde Festival

Vi mødes kl. 10 ved den gamle hovedindgang, hvor vi kommer ind i MEDIEBYEN og får armbånd på. Vi bydes velkommen af Esben Danielsen og Paul Jensen fra Roskilde Festival. Herefter går turen forbi Front of House ved ORANGE SCENE, COSMOPOL og ODEON, hvor vi får lejlighed til at høre PA-anlæggene spille og får en dialog med lydmændene om udfordringer og muligheder. DELTA og Oticon fortæller om de igangværende udviklingsprojekter, og efter en bid mad i Mediebyen slutter vi med en workshop, hvor de kommende års projekter skitseres. Læs programmet her