Stor kortlægning: Brug af musik i sundhedsvæsnet

Bruges musikkens kræfter konstruktivt i det danske sundhedsvæsen? DJBFA og forskere fra Aalborg Universitet i samarbejde med Danish Sound Network har kortlagt brugen af musik i det danske sundhedsvæsen. Undersøgelsen er den største af sin art i Danmark.

Musik gør noget ved os mennesker. Den kalder på alle vores følelser og får dem til at flyde frit. Den skaber glæde og vækker sorg, og musikken kan binde os sammen i en særlig fællesskabsfølelse, når vi skaber eller lytter til den sammen. Det har mange af os oplevet. Men bliver musikkens kræfter brugt konstruktivt i det danske sundhedsvæsen? Det spørgsmål bad DJBFA forskere på NOCKS – Nordjysk Center for Kultur og Sundhed ved Aalborg Universitet om at undersøge.

Undersøgelsen er den hidtil største af sin art i Danmark. I alt har 315 ledende sygeplejersker, fordelt på 24 hospitaler på tværs af landets fem regioner, deltaget, samt alle danske hospicer.

Tilfældig brug af musik

Resultatet er, at musik bruges tilfældigt uden konsekvente overordnede beslutninger på hospitalerne. Og danskerne mister dermed en væsentlig komponent til forebyggelse eller som led i en sygdomsbehandling. Endda en komponent uden bivirkninger. Derimod har danske hospicer taget musikken til sig og arbejder fokuseret og professionelt med det i deres behandlinger.

Hospitaler

3 ud af 4 hospitaler har et eller flere musiktiltag. Desværre er langt det mest almindelige, at de patienter kan lytte til deres egen musik på tablet eller smartphone, mens den fokuserede indsats kun er at finde ca. 1/3 af stederne. Der er dog stor forskel fra region til region. Bedst ser det ud i Region Nordjylland (hvor kun 15 % ikke har musiktiltag), mens den “dårligste” er Region Sjælland (36 % har ingen tiltag). Langt de fleste tiltag retter sig mod ”afledning/underholdning”, ”afspænding og angstreduktion” og ”stressreduktion”. Konklusionen er, at indsatsen er tilfældig og ufokuseret. Der er dermed masser af potentiale til forbedring.

Hospice

3/4 af alle hospicer har ansat en musikpædagog eller en decideret musiker. Generelt arbejder de meget med musik og tilbyder derfor deres patienter og pårørende et varieret musikudbud. Eks. tilbyder 80 % af hospicer udsynging (ceremoni for pårørende, når en patient er gået bort) og 75 % lejlighedsvise musikarrangementer og 70 % musikterapi. Konklusionen er, at danske hospicer arbejder professionelt med musik og udnytter de fordele, der er. Det ville være positivt, hvis de sidste hospicer implementerede brugen af musik.

Om kortlægningen

Det er forskere fra Aalborg Universitet, der sammen med landets største komponistforening DJBFA og med økonomisk støtte fra Danish Sound Network og Uddannelses – og Forskningsministeriet har undersøgt, hvordan musik bruges inden for sundhedsvæsenet. Rapporten er udarbejdet af Anita Jensen og Johanne Bøgh Nielsen.

Download rapporten
Brug af musik i det danske sundhedsvæsen – stor rapport.

Brug af musik i det danske sundhedsvæsen – forkortet udgave.

Læs hele Politikens artikel om kortlægning
HER